Overlæge om coronavirus: Lad være med at kramme dine venner

Fredag eftermiddag blev situation omkring den nye coronavirus endnu mere alvorlig, da statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde meldte ud, at de danske sundhedsmyndigheder er klar med en række tiltag for at bremse smitten.

Men hvordan skal du som almindelig dansker forholde dig, når du samtidig skal have en hverdag med arbejde, indkøb og lignende til at fungere?

Brian Kristensen, overlæge ved Statens Serum Institut, fortæller, at der er god grund til at gøre en række ting anderledes i din hverdag for at begrænse risikoen for smittespredning så meget som muligt.

»Når vi taler om smitte fra luftveje, som det er tilfældet med den nye coronavirus, så sker det enten ved det, vi kalder dråbesmitte, hvor vi bliver ramt, hvis en med virussen står tæt på os og nyser eller hoster,« fortæller han.


Statsminister Mette Frederiksen, rigspolitichef Thorkild Fogde, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen, direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og direktør i Erhvervsstyrelsen Katrine Winding orienterer om situationen vedrørende COVID-19 og nye tiltag for at inddæmme smitte i Danmark på et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet fredag den 6. marts 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)


Statsminister Mette Frederiksen, rigspolitichef Thorkild Fogde, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen, direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og direktør i Erhvervsstyrelsen Katrine Winding orienterer om situationen vedrørende COVID-19 og nye tiltag for at inddæmme smitte i Danmark på et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet fredag den 6. marts 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Foto: Liselotte Sabroe

Vis mere

Den anden måde, smitte sker på, er, hvis en inficeret person hoster, så virus overføres til personens hænder, og han eller hun derefter rører ved en overflade som et bord eller et håndtag, som en anden person efterfølgende rører ved.

»Hvis den næste person rører sig i ansigtet, kan virus blive overført,« forklarer Brian Kristensen.

Det er derfor vigtigt, at du vasker hænder så ofte, du kan. Især når du er sammen med andre. Og skal du hoste eller nyse, skal du gøre det i albuebøjningen eller i et rent lommetørklæde, som du smider ud bagefter.

»For din egen skyld er det en god idé at holde afstand i busser og tog, og når du forlader offentlig transport kan du med fordel rense dine hænder med en vådserviet eller håndsprit,« råder Brian Kristensen.


I tilfælde af at coronavirussen skulle sprede sig til Danmark, er patientstuer og udstyr klar på Hvidovre Hospital.


I tilfælde af at coronavirussen skulle sprede sig til Danmark, er patientstuer og udstyr klar på Hvidovre Hospital.
Foto: Ida Marie Odgaard

Vis mere

Han råder også til, at man vasker hænder, inden man deltager i møder, sociale sammenkomster og lignende, og at man undlader at give hånd, kysse og kramme med andre end dem, du bor sammen med.

Så skal man til et selskab i weekenden, skal man lade være med at give de andre gæster et kram?

»Ja, det vil jeg anbefale,« siger Brian Kristensen.

Han fortæller også, at er man på en arbejdsplads, hvor man deler udstyr som tastaturer, borde, mus og lignende, så bør man tørre det af med en fugtig klud med lidt sæbe eller en vådserviet, før man bruger det. Afleverer man sine børn i dagsinstitutioner, er det en god ide at få dem til at vaske hænder, når man afleverer og henter.

Er man i risikogruppen for at blive alvorligt ramt af den nye coronavirus, hvis man for eksempel er ældre eller kronisk syg, skal man være endnu mere opmærksom på, hvordan man færdes i det offentlige rum, fortæller Brian Kristensen.

»Hvis man for eksempel skal ud og købe ind, bør man overveje at vælge nogle tidspunkter, hvor man erfaringsmæssigt ved, der ikke er så mange mennesker. For eksempel om morgenen eller formiddagen,« råder overlægen.

Han anbefaler også, at man holder afstand til folk, der virker syge, og i en periode afstår fra at give hånd og kram.

»Vi har gode erfaringer med, at de her forholdsregler kan begrænse smittespredning. Det er relativt nemt at praktisere, og det kan kun gøre godt,« fortæller Brian Kristensen.